Hverdag

Så fik jeg endelig tid til at opdatere igen. I dag har jeg været i Plymouth i netop 90 dage og hold nu op hvor går tiden bare stærkt. Siden min fødselsdag har jeg faktisk ikke lavet noget specielt, udover at leve min amerikanske hverdag i bedste forstand. Dagene går med skole og lektier, samt så prøver jeg så vidt muligt at løbe hver dag. En stor del af den amerikanske kultur, er at alle er meget travle og altid har noget at lave i hverdagene. Min værtsforældre har tit møder om aftenen i hverdagene, og min værtssøster med med i "The Fall play" så hun har prøve/træning de fleste hverdagsaftener. Derudover kommer jeg for det meste hjem omkring klokken 17, og det er belragende mørkt så det er ikke fordi der er det helt store at lave. Men jeg har dog rigeligt at lave. 

Som dagene går indser man nogle forskellige ting, og den ene aften da jeg stod og børstede tænder fik jeg en random tanke i hovedet. Selvom mine forældre ikke har tjekket hvordan jeg børstede mine tænder siden jeg var lille, har man stadig den der tanke i hovedet - har jeg nu børstet mine tænder rigtigt. Så den ene aften stod jeg bare og tænkte ved mig selv, nu er mine forældre der ikke til at tjekke hvordan jeg børster mine tænder, og det går sikkert helt galt. Selvom de ikke har siden jeg var helt lille, indser jeg bare nu hvor langt væk hjemmefra jeg er, og hvor voksen jeg bliver nødt til at være. Selvfølgelig børster jeg mine tænder ordentlig far, men det var bare en tanke der slog mig den ene dag, og en tanke der fik mig til at indse hvor langt væk hjemmefra jeg er. 

I lørdags var jeg inde og se et NBA game som er et baksetball game i den første liga. Det hold der geografisk er tættest på min by er the Milwaukee Bucks og de er utrolig dårlige. Så billetterne var gratis, men det var faktisk en utrolig spændende kamp og scoren var 91-91 med fem sekunder tilbage, og the bucks vandt faktisk.